Jeg er 62 år og har altid interesseret mig for personlig udvikling. Undret mig over, hvordan man, på en konstruktiv – og gerne nem måde – kan lære at forstå og acceptere sig selv og sin historie – samtidig med, at man giver sig selv mulighed for udvikling.
Jeg mener, at der er en tæt sammenhæng mellem krop og sind, så når noget viser sig i vores helbred, hænger det ofte sammen med noget uforløst som vi gemmer på.
Mange mennesker kæmper med stress og depression, som fører til sygemeldinger fra deres job og at de ikke magter, at leve det liv de inderst inde ønsker. Faktisk kan det for nogen være svært at vide, hvad man ønsker. For at finde den rigtige vej for det enkelte menneske, er det nødvendigt, at skabe balance i det ydre og indre liv.
Jeg har i mit arbejdsliv været mange år i psykiatrien og har der set hvor svært det kan være at finde vej ud af en tilstand, hvor psyken har taget over. Jeg har ud fra denne erfaring stort fokus på, at kunne føre det enkelte menneske “hjem i sig selv”.
Min terapiform tager bl.a. udgangspunkt i NLP (Neuro Lingvistisk Programmering), men jeg kombinerer derudover sessionen ud fra, hvad det menneske jeg sidder overfor, kan få størst muligt udbytte af. Det kan være Access Consciousness The Bars, Kropsterapi, Chok Release eller NADA.
Det er vigtigt for mig, at det er klienten selv, der finder svarene, jeg stiller bare spørgsmålene.
For mig har det gode ved, at lære de værktøjer jeg anvender at kende, været, at jeg fandt ud af, at ved at ændre min egen adfærd – blev det nemmere at omgås andre, selv dem, som jeg ellers ikke havde det særlig nemt med. Med andre ord tog jeg selv ansvaret for mit liv. Det har ikke foregået lige ud af landevejen, men ved at undersøge alle krogene i min historie og mine overbevisninger.
Når man vil ændre noget i sit liv, må man starte med sig selv – så ændrer omgivelserne sig helt automatisk – smart ikke?
Mange mennesker lader sig begrænse, både i det private liv og i deres arbejdsliv. Der bliver lagt meget energi i hvad de IKKE kan og hvad de IKKE har. Det du vælger at fokusere på, er det du tiltrækker. Så hvis du vælger at lægge din energi i hvad du rent faktisk KAN og hvad du rent faktisk HAR – så ændrer du dit liv radikalt.
Når du bliver bevidst om, hvem DU er – kan du vælge at bygge dit liv op på dine værdier, i stedet for hvad alle andres værdier er.
LÆR AT SE DINE MULIGHEDER VED AT BLIVE BEVIDST OM DINE BEGRÆNSNINGER.