Du har altid et valg – eller har du?
En af de allerførste “AHA-oplevelser” jeg havde, da jeg begyndte min egen selvudviklingsvej, var, at vi alle har hver vores unikke “model af verden” – hmm! Vi er alle præget af, hvad vi har med os af holdninger, oplevelser, værdier (hvis vi er opmærksomme på dem) og hvad vi bærer med os i bagagen p.g.a. det liv vi har levet og som vi er blevet vist på vores vej.
Når vi har hver vores model af verden, vil vi alle forholde os meget forskelligt til, hvad vi bliver “udsat” for.
Det er vist ingen hemmelighed, at der p.t. er rigtig meget debat pga. et vilkår vi alle er en del af :-). Der er en virus, som påvirker alle – i større eller mindre grad. For nogen betyder det en ting og for andre noget andet. Jeg lod mig i marts måned – for en kort bemærkning – hvirvle ind i en velkendt følelse af bekymring, frygt, vrede, afmagt o.m.a. Det var for en kort bemærkning, fordi jeg valgte at ændre mit mindset, fordi det på ingen måde gavnede hverken mig eller var et bidrag til nogen omkring mig. Det ville jeg ikke have været i stand til før jeg vidste at det var en mulighed jeg havde og som jeg selv var herre over. Jeg husker at jeg blev virkelig provokeret, da jeg første gang blev præsenteret for, at jeg har et valg – hele tiden. På daværende tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg var “offer” for omgivelserne og at jeg derfor ikke kunne vælge noget andet.
Jeg har taget et valg om ikke at deltage aktivt i debatten, der “raser”. Det betyder ikke, at jeg ikke har en holdning til det. Det betyder, at jeg vælger, at forholde mig til den aktuelle situation på en måde der passer til mig og til mine værdier. Det betyder også, at jeg undlader at dømme eller vurdere om andre har ret eller uret, da det vil tage alt for meget af min “gode energi” fra mig. Jeg ser alle de opslag der er på sociale medier, jeg ser (nogle gange) pressemøderne, men jeg forholder mig til, hvad jeg selv tror på og agerer ud fra det.
Jeg lever af at hjælpe andre til at få et – for dem – bedre liv – ud fra deres model af verden. Jeg har ikke “de vises sten” for andre mennesker og jeg forholder mig – som udgangspunkt – neutralt, men nysgerrigt til, hvad de oplever og mener. Det jeg ser er, at alt for mange bruger utrolig meget energi på, at overtænke og at bekymre sig. Det er muligt at ændre på, men det kræver en bevidst handling – hver dag og hele tiden. Vi er som regel ikke blevet lært, hvordan vi lader være. Nogen er virkelig gode til ikke at forholde sig og bekymre sig – det er også et valg – som fungerer for dem.
Jeg oplever hver dag, at nogen har en mening om ALT muligt, hvordan man skal leve, hvordan man er en rigtig mor/far, hvordan man skal spise, hvordan man skal forholde sig til økonomi, hvordan man skal……alt muligt. Og det kan være utrolig svært at holde “tungen lige i munden” og finde ud af hvad man selv synes. Jeg mener, at man kan gøre det nemmere for sig selv, hvis man finder ud af, hvad man selv mener og starter med selv at følge sin egen vej – når det så er “på plads” – kan man begynde at forholde sig til sine omgivelser og hvad man mener der skal til for at det kan fungere på en hensigtsmæssig måde. Der kommer det med “hver sin model af verden ind” – man kan ikke “fjernstyre” andre til at gøre det “rigtige” – der må man tilbage til sig selv og se på – hvad fungerer for mig?
Jeg har kaldt mit firma for MULIGHEDSCOACHING fordi jeg er af den overbevisning, at der altid er en eller anden mulighed for os alle, vi skal “bare” finde den….
Rigtig god dag til dig <3